top of page
Forfatters billedeHeidi Kvindebjerg

Min krops skrig

Opdateret: 14. nov. 2018

I efterårsferien '16 er jeg midt i orkanen af min stress-periode. Alligevel er jeg taget i Djurs Sommerland med familien. Dér i menneskevrimlen mellem halloween-pynt, græskar, karruseller og candyfloss får jeg et pludseligt jag i brystet. Det er som om, jeg får stød.

Jeg mærker, hvordan mit bryst strammer, og jeg hiver efter vejret. Lydene forsvinder, og det slører for mit blik.

Min svigerinde tager fat i min arm og spørger, om jeg er okay, og jeg husker, at jeg tænker, at det er et kritisk sted at få et hjertetilfælde. Ingen ambulance kan komme ind i denne menneskevrimmel.

Så dramatisk går det heldigvis ikke. Men jeg blev virkelig bange. Bange for at dø.

Næste dag kontaktede jeg min læge og bad hende undersøge mit hjerte. Hun svarede ganske roligt, at det ville hun gerne gøre, hvis det ville gøre mig tryg, men at hun ikke var spor bekymret, min tilstand taget i betragtning.

Et par dage senere fortalte jeg om episoden til Pia Maria, min kropsterapeut. Hun var lige så rolig som min læge. Hun smilede tilmed og sagde, at det også var på tide, at min krop og mit hoved begyndte at tale samme sprog. Så stresset som jeg var, var det helt naturligt, at min krop råbte på mig. Skreg, at nu var det nok.

Det var bare det, der skete. Jeg havde indtil nu overhørt min krops nødråb. Jeg mærkede den ikke og overskred derfor mine grænser. Først da den skreg så skingert, at det gav stød i hjertet, lyttede jeg.


Episoden var faktisk rigtig god for mig. Hvad lavede jeg også der i Djurs Sommerland, når hele mit system var brudt sammen og selv de mindste stimuli var overvældende?!

Denne oplevelse er min, men den er et rigtig fint billede på, hvor kloge vores kroppe er, og hvorfor det er så hulans vigtigt, at vi mærker efter og lader os guide.

Jeg møder mange mennesker på min briks, som plages af -og undres over hovedpine, spændinger i skuldre og smerter i ryg og mave. Ganske ofte er det larm fra en presset krop i ubalance.

Med en eller flere kropsbehandlinger kan jeg spænde kroppen af fysisk og hjælpe dig med at oversætte kroppens sprog, så du har mulighed for at behandle dig godt og slippe af med smerter og spændinger.


Kærligst, Heidi.



Comentários


bottom of page