Mit navn er Heidi. Jeg bor, lever og behandler i dejlige Troense på Tåsinge.
Som kropsterapeut kommer jeg dagligt tæt på mange mennesker. Og jeg er både glad og taknemmelig for den store tillid, jeg oplever, når jeg har klienter på min briks.
I dette afsnit vil jeg til gengæld fortælle lidt om mig. Om hvem jeg er og om min vej tilbage til kroppen.

Lad mig lave to versioner; den ultrakorte og den meget lange.

Kort fortalt er jeg 33 år, lærer og gift med Mads.
Vi har to børn - Aksel på 9 og Marie på 6 år.
Jeg startede på uddannelsen til kropsterapeut i oktober 2016
og bliver færdiguddannet til november 2018.

Min underviser er Pia Maria Eckardt, uddannet hos Body SDS i 2008. 

Jeg har på egen krop oplevet at være kørt helt i sænk af stress og manglende kontakt til mig selv. Og jeg har oplevet, hvordan jeg gennem vedholdende kontakt til, omsorg for og nysgerrighed til kroppen, har genfundet roen, glæden og balancen i mig selv.

Jeg elsker at lave kropsbehandlinger! Det giver så meget mening at bruge det, jeg selv har lært, til at hjælpe andre af med deres spændinger og smerter - både af den fysiske og psykiske slags.

Har du mod på det, kommer her den lange version.

Mit første møde med kropsterapien ligger godt og vel to år tilbage. Helt præcist d. 9. august 2016.
Den dag er meget vigtig dag for mig.
Jeg vidste det ikke dengang. Anede ikke, at denne dag blev starten på et nyt liv. En ny rejse - hjem til mig selv.
Jeg var stresset, det vidste jeg. Rigtig stresset.
Jeg husker, at jeg den morgen på Pia Marias briks, fortalte hende om min situation. At jeg var stresset og sygemeldt. Pga. mit arbejde.
Jeg havde været forbi flere forskellige psykologer, inden jeg lagde mig på Pia Marias briks. Jeg kendte min situation, havde efterhånden fortalt om den mange gange, og gjorde det gerne igen. Mit arbejde. Med ansvar, lederskift, tumult og usikkerhed. Vi var flere sygemeldte. Det fortalte jeg også altid. Det var ikke kun mig ...
Jeg kendte min situation ud og ind. Det handlede om alt det omkring mig. Små børn derhjemme og et belastet job. Den slags ... Troede jeg.

Jeg husker, at Pia Maria spurgte mig, hvordan jeg havde det i min krop. Og at jeg, efter lidt tøven, svarede, at jeg ikke havde ondt. Og så husker jeg, at jeg græd. Pludseligt. Lige der på briksen. Der var kommet hul på noget, men jeg vidste ikke, hvad der skete.

I dag ved jeg, hvad der skete. Og jeg har gudskelov lært meget siden den august-dag i 16. I dag ved jeg, at nøglen til fysisk og mental sundhed og balance ligger i kroppen. Jeg var så langt væk fra min krop. Og dermed langt væk fra mig selv.
Jeg kunne ingenting mærke i kroppen. Mit hoved til gengæld. Det styrede hele showet. Tanker, planlægning, bekymringer, overblik. Jeg kæmpede for at holde fast og følge med. Dagene var nogle, jeg klarede mig igennem. Målet var altid det næste åndehul - den næste weekenddag i kalenderen uden noget og uden nogen. Sådan havde det været længe. En balancegang lige på kanten. Men nu koksede det. Min hjerne var brændt sammen. Den kunne ikke mere. Det blev rigtig tydeligt for mig en dag sidst i juni. En umiddelbart dejlig dag. Sidste arbejdsdag før sommerferien på skolen, hvor jeg arbejdede. Jeg havde netop været til jobsamtale og fået jobbet. Det var min datters fødselsdag. Flaget var sat ud, og solen skinnende. Al mulig god grund til glæde. Men inde i mig var der gråt. Jeg kunne ikke mærke glæde over noget af det, men følte kun presset. Jeg kunne slet ikke overskue, at vi fik gæster lige om lidt.
Kunne ikke samle mig om at bage en kage og dække et bord. Ville bare, at denne dag skulle slutte og gæsterne forsvinde. Jeg ville have RO.
Den aften græd jeg. Min datter havde haft fødselsdag, og jeg gad det ikke. Orkede det ikke. Den aften vidste jeg, at det her var galt.

Jeg troede, at presset handlede om det, der var omkring mig, men i bund og grund handlede min stress kun om mig. Min manglende kontakt til mig selv, som gjorde, at jeg ikke mærkede mine grænser og derfor overskred dem gang på gang. I jagten på at lykkes og få anerkendelse.

​

Som helt lille ville jeg være dagplejer, ligesom min nabo. I folkeskoletiden drømte jeg om at blive pædagog eller socialrådgiver. Og jeg endte med at blive lærer.

Jeg har så længe jeg husker tilbage haft en naturlig interesse for mennesker. Jeg har altid betragtet og intenst mærket de mennesker, jeg var omgivet af og haft interesse i, at alle havde det godt. Alt for meget, ved jeg i dag. Jeg havde en forestilling om, hvad andre forventede af mig, og jeg knoklede for at opnå det. Fra et helt forkert sted. Jeg mærkede, pleasede, smilede og tog andres følelser på min skuldre. I jagten på at tilfredsstille, overskred jeg mine egne grænser og mistede jeg mig selv.

Den følgende lange periode, efter opstarten hos min kropsterapeut, øvede jeg mig i at trække sensorerne hjem til mig selv og mærke efter. Sådan rigtigt. Al den energi, jeg havde brugt ‘ude’ - på at fornemme andre, mærke stemninger og præstere, skulle nu bruges ‘hjemme’ hos mig selv. Hvilken udfordring, og hvilken befrielse!
Helt fysisk øvede jeg mig i at trække vejret ned i maven. Meget enkelt, men også meget svært, når man som jeg havde været snøret helt sammen og kun trukket vejret overfladisk i mange år. På det mentale plan handlede det om mine mønstre. Om hvorfor jeg følte, tænkte og handlede som jeg gjorde.

Kropsbehandlingerne var mit rum til at begynde at mærke mig selv og til at arbejde med mig selv. Under hele min rejse hjem-til-mig-selv var kropsterapien mit værktøj. Og min metode.
Mit mønster var at forsvinde væk fra mig selv og ud i alle andre. Hyppige kropsbehandlinger fastholdt mig ‘hjemme’ hos mig selv i min egen krop.
Jeg oplevede at få bedre kontakt til mig selv. At kunne mærke min krop og forstå, hvad den fortalte mig. Jeg blev langsomt bedre og bedre til at mærke mine egne behov og grænser og til at kunne lytte til disse.
I dag ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre for at have det godt. At måden jeg behandler min krop på er altafgørende for, hvordan jeg har det psykisk. For mig er min daglige dukkert, kosten, mine små løbeture og vejrtrækningen de vigtigste elementer. Det giver mig det gode fundament, der gør, at jeg står stærkt og fast. Det holder min krop og dermed MIG i ro.
Slækker jeg på mine faste holdepunkter og lader det glide ud i sandet, mister jeg følingen med mig selv og forsvinder fra mig og ud i andre. Mit gode gamle mønster.
Jeg har på egen krop mærket, hvilket potentiale vores fantastiske kroppe har. De lyver nemlig ikke, og der er så meget at komme efter, når vi tør mærke og lytte efter, hvad vores kroppe fortæller os.