top of page
  • Forfatters billedeHeidi Kvindebjerg

✋ GRÆNSER - mærker du dine? ✋


I dag, da jeg snakkede om grænser med en klient, kom jeg til at tænke på en øvelse, jeg prøvede under min uddannelse. Den var interessant og handlede netop om at mærke og respektere ens grænser.

Øvelsen gik ud på, at stå i ens egen cirkel af garn. Jeg bestemte selv, hvor stor min cirklen skulle være og hvor i cirklen, jeg foretrak at stå. Det skulle bare føles rart og trygt at stå i min cirkel.

Derefter skulle jeg mærke efter, hvad der skete, når cirklen ufrivilligt blev åbnet af en anden, eller hvis én af de andre lagde deres cirkel ind over min. Det lyder muligvis skørt, men det var en vild oplevelse. Det var det, fordi der skete noget indeni mig, når nogen brød ind i min trygge cirkel. Noget som jeg ikke havde mærket før.

Eller.. Pointen var, at det har jeg helt sikkert. Mange gange. Oplevet at mine grænser blev udfordrede og overskredet. Jeg havde bare ikke mærket det så tydeligt og i hvert fald ikke været bevidst om det. Men lige der i den øvelse, hvor jeg var tryg og havde skærpet min opmærksomhed på min krop og dens reaktioner, der var det meget tydeligt. Jeg mærkede min grænse. Helt fysisk i kroppen. Det var uden høflighed, facade og andre faktorer, som kan sløre oplevelsen af at mærke mig selv.

Og hvad kan jeg (og du) så bruge den oplevelse til? Jo, den kan bruges til at huske på, at mærke efter. I kroppen. Når du fx siger Ja til noget. En arbejdsopgave, invitation eller andet. Hvorfor siger du ja? Har du lyst, eller handler det om noget andet? At du ønsker at være vellidt, eller forestiller dig at nogen forventer noget bestemt af dig? Årsagen kan være mange, men mærker du efter, så giver kroppen dig svaret.

Selv øver jeg mig i at mærke efter og sige fra, når det er rigtigt. Hver dag. Det falder mig ikke let, men jeg mærker straks belønningen i form af en fantastisk følelse af frihed - styrke - at stå op for sig selv, når jeg giver mig selv tiden til at mærke efter, hvad jeg ønsker at bruge min tid og energi på.

JA💛 og NEJ💛 med hjertet..

Comments


bottom of page